Rømø – historie

Forside

Højvanghandel

Billedet ovenover har så vidt vides ikke nogen relation til Rømø, men er et særdeles godt udtryk for hvalfangsten som den foregik på det tidspunkt, de modige fiskere sad i små robåde og prøvede at komme på klods hold af de store dyr, så man kunne sætte harpuner i hvalerne, hvor der var kraftigt tovværk sat i. Når hvalerne satte af med fuld fart trak de bådene over lange distancer. De større fiskeskibe fulgte efter, og når hvalerne var kørt trætte, flyttede man rebene over på fiskerskibet og begyndte at trække hvalen hjem til partering og udkogning af hvalolie og smeltning af fedt.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   Fra ældgammel tid har Rømøs beboere givet sig af med søfart. I begyndelsen af 1600-årene ejede øens søfarere en anselig flåde på 32 fartøjer. Den var ganske vist mindre end Københavns, men blev ellers
ikke overgået af nogen anden dansk bys. I 1608 passerede 23  Rømø-skibe Sundet i østlig retning og 22 i vestlig.
Denne glansperiode fik en brat ende, da svenskerne i 1643 opbrændte 26 af deres skibe.
Snart efter slog Rømø-boerne sig på Grønlands-farten . Allerede i 1669 førte Peder Jespersen (PederJaspers) som kommandør en hvalfanger fra Hamborg. Også Hans Nielsen fra Juvre (1618-86) og Peder Chrestensen fra »Synderhoe« på Rømø” (1633-1703) optrådte som kommandører.
Som Carl Pontoppidan3 har meddelt, fo’r Rømø-boerne omkring 1685 sammen med folk fra Helgoland på hvalfangst og også på »robbeslag«4 til Jan Mayen med 10-11 mindre fartøjer. Da også
Hamborg begyndte robbefangsten mellem 1716-20, deltog kommandører fra Rømø ligeledes deri, bl.a. Hans Jurgen Duhn fra Sønderhoved og Gregers Jespersen fra Kongsmark.
I tiden 1720-60 vandt kommandørerne fra Rømø sig en fremtrædende stilling blandt de hamborgske Grøniands-farere, og den bevarede de til slutningen af århundredet. Det største kontingent stillede de i årene 1766 og 69 med 22 befalingsindehavere og i 1768 med 206 besætningsmedlemmer.
I de følgende år noget lignende.
I modsætning til beboerne på øen Føhr, som var førere af hvalfangere, optrådte de frem for alt som robbeslagere. På grund af deres erfaringer inden for denne fangstmetode blev de gennem en årrække også indkalt til Holland.
Året 1777 var et frygteligt katastrofear, idet syv Hamborg-skibe (de fem med Rømø-kommandører) og syv hollandske hvalfangere gik tabt. Dette tilbageslag fulgtes nogle år senere af et nyt opsving i Hamborg indtil 1792-93, da der var 19 kommandører fra Rømø (indbefattet Hans Hansen Teunis, som i 1771 var flyttet til List på  Sild).
I disse år kom også Altona til at spille en stadig større rolle for Rømø-boerne. Ganske vist udgik årligt kun én Rømø-kommandør (CH. Teunis) fra Altona mellem 1780 og 83, men mellem 1787 og 91 var der fem og fra 1792 til 95 stadigvæk tre. Det vil sige, at 22 personer fra Rømø fo’r som kommandører på de to Elb-byers Grønlandsfarere, således som det allerede havde været i 1766 og 69.
Dette opsving kan dog ikke tilsløre den kendsgerning, at udsigterne for heldige Grønlands-farter i fremtiden tydeligt nok blev ringere og ringere i alle lande. Således sank antallet af hvalfangerskibe fra Holland fra
168 til 60 mellem 1766 og 92 og faldt i 1797 endda til 35. I 1799 og 1801 udgik overhovedet ingen hvalfangere fra Holland.
En lignende udvikling kan iagttages i Hamborg. Antallet af 52 Grønlands-farere i 1766 formindskedes i 1793 til 34 skibe og gik i de følgende to år indtil 1795 ned på 20. For Hamborg var 1795 altså et skelsættende katastrofeår.
I modsætning hertil begyndte samme år en tydelig positiv udvikling for Altonas handelssøfart, som vi straks
skal se. Da det nu blev mere og mere vanskeligt at få hyre på Grønlands- farere, så søfolkene sig tvunget til at søge beskæftigelse i handelssøfarten.
 Altona-vaterskoutens mønstringsiister5 viser ganske tydeligt, hvordan Altonas koffardifart fik et helt uanet opsving netop i disse for Hamborgs Grønlands-fart så deprimerende år. Således to- og tredobledes antallet af skippere og kaptajner fra Føhr og Sild i Altona i tidsrummet mellem 1792 og 95. I dette sidstnævnte år blev der noteret 31 påmønstringer af skibsførere fra Føhr.
Da indbyggerantallet for Rømø ikke engang beløb sig til en trediedel af Føhrs, kunne Rømø naturligvis ikke stille så mange skibsførere. Fra 1794 til 95 opviste denne ø dog en voldsom stigning fra 7 til 18 (hhv. 19) skibsførere, som på- eller afmønstrede i Altona.                                                                                                                                                                                                                                      Årstallet 1795 er særligt iøjnefaldende. Det er også markant af den grund, at der ialt befandt sig 31 skibsførere fra Rømø i de to Elbbyer,så mange som aldrig før.
Til de 18 skippere i Altona kom nemlig endnu tre kommandører i samme by samt ti i Hamborg. Med
skibsførerne vandrede naturligvis også en stor del af besætningerne med over til Altona.
Vi må ikke forestille os denne overgang fra Hamborg til Altona, som om Rømø-kommandørerne i stort antal har forladt de hamborgske Grønlands-farere og er gået over på handelsskibe, som anløb Altona.
 Af de 18 skibsførere, som i 1795 optrådte i Altona, havde nemlig kun to tidligere været kommandører, nemlig Hans Pedersen Tagholm født på den gamle Tagholmgård, dengang kaldt »Tagholmhusz«., som forhen havde været beskæftiget i Hamborg, og Jan Cornelis Holm, der kom fra Gliickstadt. Forøvrigt varede den for Altona og Rømø-folkene så heldige opsvingsperiode kun syv år, som tabellen viser. Kort efter fulgte så fastlandsspærringen 1806 og slog det hele i stykker.
Før 1787 synes næsten ingen skibsførere fra Rømø at være sejlet ud fra Altona, hvad en undersøgelse af afmønstringsprotokollerne viser.
 1788 kom én med sit skib fra Livorno og Genova-kysten, treandre afsejlede til Cadiz, Nantes og Dunkirk, og tre yderligere fo’r på Islands-fiskeri. 1790 sejlede endda fem til Island. Disse skibe bar de typiske navne »Hvidfisken«, »Ørnen«, »Narhvalen«, »Westmannøe« og »Rødefiord«. Deres bestemmelsessted på Island var de små havne Grundefjord (nuværende Grafarnes i Grundarfjordhur), Havnefjord og Isafjord, hvorfra de skulle gå ud på fiskeri. Påmønstringen fandt sted i marts og tilbagekomsten mellem slutningen af
september og begyndelsen af november. Fartøjerne var hukkerter af næsten ens størrelse – 45-47 clstr. (commercelæster) – og havde en besætning på 9-12 mand. Af disse var to forhyret som »Fischsnider«
(fiskeskærere, -parterere). Af listen fremgår det, at man fangede kabliau, og ofte tilføjedes: »Den aftalte månedshyre skal begynde at dreje, såsnart skibet efter endt fiskeri kommer til den havn, hvorfra tilbagerejsen foregår«.
Førerne af disse Islands-skibe bliver i mønstringsprotokollerne snart betegnet sorn skippere, snart som kaptajner, øjensynligt helt tilfældigt. Selv om der ikke var nogen forskel i skibenes størrelse eller funktion, blev tre af dem i 1790 betegnet som skippere og to som kaptajner. Jens Pedersen Manøe blev i en liste fra 1788 endda først kaldt kaptajn og senerehen skipper.
 I 1790’erae blev begrebet kaptajn (capitain) mer og mer almindeligt i mønstringsprotokollerne,
mens søforklaringsakterne gennemgående omtalte alle skibsførere som skippere, undtagen når det drejede sig om kommandørerne (commandeure) på Grønlands-farerne.                                                                                                                                                                                                                                         Jens Pedersen Manøe er den ældste kendte fra Manøe-slægten født i 1702 i Juvre på Rømø.
Han blev gift med en Bodil Michelsdatter som vi ikke ved noget videre om. Han blev født i en tid hvor der for alvor blev gang i skibsfart og fiskeri fra den lille vadehavsø. I sine unge år var han fiskeskipper og deltog i de omfattende ture på til Island og helt op til Grønland kom de i deres små sejlkuttere.
Men i han forholdsvis lange liv var der også tid til nogle ture med fragtskibe både til Altona – og forskellige destinationer i sydeuropa, bl.a. Malaga i Spanien.
Der er kun en kendt søn Peder Jensen Manøe født i 1732.                                                                                Peder Jensen Manøe 1732-1806 fik som sin far et langt liv, hvilket absolut ikke var tilfældet med de fleste fiskere og sømænd fra Rømø. Han startede ud med fiskerbådene og efter nogle ture med fragtbådene sydpå blev han udnævnt til kgl. direktør for den islandske fiskeri.
Han blev gift med Margrethe Merete Hansdatter 1731-1825 og de fik udover de 2 nedennævnte sønner også en datter Bodil Catrine Pedersdatter Manøe 1767-1838 – hun omtales senere.
Den altdominerende fragtsejlads fra Altona til Island sluttede omkring 1795, og i de senere år op til det tidspunkt gled det stille og roligt ud.
I stedet blev der koncentreret en mængde handel både sydpå og til Norge hvor hans 2 sønner Jens Pedersen Manøe og Hans Pedersen Manøe deltog.
Jens Pedersen var allerede i gang i 1793 med ture til Middelhavet især til Malaga med sit skib Narhvalen og han sejlede her i fast rutefart indtil 1804, hvor pesten fik bugt med ham, og han blev begravet til søs dernede. Han var blevet gift med Kirsten Mathisdatter Schouw og de nåede at få en del børn.
Hans Pedersen Manøe startede et år senere sydpå end sin broder og de kan følges i skibslisterne som kaptajner igennem alle årene – først på Altona_Island turene og derefter til Malaga. Hans Pedersens skib hed Ørnen.
Af alle Rømø kaptajnerne var det de to der var længst tid beskæftiget i Altona, så det var den faste stab dernede.
Hans Pedersen blev gift i 1784  med Catrine Marie Thomasdatter født i  1763 i Toftlund.                Deres svoger Bodser Pedersen Manøe førte 1796-1803 Altona-briggen »Jurgen und Jacob« på 57 clstr. Han var født på Manø og hed først kun Bodser Pedersen (fra Manø) og under dette navn sejlede han i 1788-1790 under Hans Pedersen Manøe som matros på ”Ørnen” og i årene 1791-1792 som styrmand på ”Narhvalen” under kaptajn Jens Pedersen Manøe.
Efter sit giftemål med Peder Jensen Manøe`s datter Bodil Catrine Pedersdatter Manøe og hvor de bosatte sit på Rømø antog han svigerfaderens navn og sejlede endnu 3 år på ”Narhvalen” som styrmand.
I mønstringslisterne finder man ham fra 1793 som Bodser Pedersen Manøe (fra Rømø). Dette er et godt eksempel på, hvordan familienavne kan overtages.
Foruden disse tre beslægtede Manøe’r finder vi i Altona tre brødre Tagholm, to brødre Præst, flere slægtninge med navnet Møller og to med navnet Bundes. Ved et studium af de omtalte protokoller fra perioden 1787-1826 kan man finde navnene på over 50 skippere og kaptajner fra Rømø, som er sejlet ud fra Altona.
Fra o. 1600 har Kommandørgården været ejet af den samme familie, og den er gået i arv gennem 12 generationer. Gården var indtil 1867 fæstegård under Haderslevhus.
Som de fleste sønderjyske fæstegårde hørte kun jorderne til godset; bygningerne var helt og aldeles ejede af beboerne.
Den nuværende bygning er opført i 1749 af Karen Pedersdatter og hendes svigersøn skipper Harcke Thadens. Harcke Thadens var gift med Karen Pedersdatters datter Margaretha.Huset var oprindeligt i to etager, men blev siden bygget om i 1770 af Margaretha og hendes anden mand, Hans Peter Hansen.
Hans Peter Hansen var ikke sømand, men kniplingshandler. Han havde tjent en formue på produktionen og salget af ægte Tønderkniplinger til den danske og nordtyske elite.
Tavlen over hovedøren er sat op i 1770 til minde om ombygningen. Den bærer Margarethas, Hans Peters og Margarethas søn af første ægteskab, Thade Harckens, navne.
I løbet af 1830-erne er der foretaget flere ændringer ude og inde. Udlængerne blev gjort større, og større rum i huset blev delt for at få et aftægtskammer, Oldefars Kammer.
Kommandørgårdens familie var i 1700-tallet en særdeles velhavende familie. De store indtægter kom også fra havet, hvor familiens mænd og drenge stod til søs, både som kommandører på hvalfagerbådene eller som matroser, styrmænd og kaptajner på udenlandske handelsskuder. Også fiskeriet ved øens kyster var lukrativt.
I søfartstiden, hvor landbruget havde en sekundær betydning, var gårdens besætning meget lille. I 1708 ser man af en kommisionsindberetning, at gården havde 3 heste, 2 ungkreaturer og 6 får. Det har ikke kastet meget af sig i forhold til sejladsen.
Søfartens betydning for Rømøs mænd og drenge begyndte at svinde efter Englands-krigene i starten af 1800-tallet, hvor det blev svære tider for den danske sejlads.                                                                                                                                                                                                                                                      Uddrag fra “Slægssbogen”