Familien Friis Andersen fra Janderup

En oversigt over de forskellige slægtslinier som fører til familien op til i dag. Ovenover buste af Skipper Clement som er en af slægtsfædrene.                  Nedenstående tekst er uddrag af  historien fra Slægtsbogen 2                                                                                                                                                                                                                           Bindesbøl linien:
Vi  starter vores historie med herredsfoged Michel Ibsen ca 1445-1500 – han var gårdejer og herredsfoged i Nørre Herred, nærmere betegnet i Sdr. Bork – en lille lokalsted nævnt som Bindesbøl – (et navn som senere i et par slægtsled optrådte som efternavn), han boede med sin familie, som talte adskillige medlemmer.
Og her blev Las Michelsen født omkring år 1490 – og levede hovedsageligt på egnen indtil sin død ca 1556.
Han havde et par kendte brødre – nemlig Christen i Nørre Bork og Jørgen i Vium – han havde flere søskende, men der er ikke nogen navne kendte. Hans hustru var Anne Lauridsdatter.
Året 1517 var Las Michelsen første gang nævnt som herredsfoged,  og i 1533 var han i denne egenskab nærværende i en sag mellem adelsmændene Thomas Stygge til Frøstrup og Peder Christensen til Stubdrup. Sidste gang, Las Mikkelsen optrådte på tinge, var 1544.
Las Mikkelsen blev tid efter anden en rig mand, således fik han d. 3 august 1528 med Kongelig bevilling skøde på en gård i Sønder Bork og endvidere frihed på en gård, som han tidligere havde ejet.
Grevens Fejde var en borgerkrig i Danmark i årene 1534-36 . Den foregik under reformationsoprøret.
Ved borgerkrigens afslutning indførtes Reformationen i Danmark. Krigen brød ud i 1534, da  hansestaden Lübeck efter kong Frederik den 1. død  søgte at øge sin magt i Norden gennem et forsøg på at genindsætte Kong Christian den 2. på tronen. Det medførte flere bonde- og borgeroprør, da Christian 2. nød stor støtte blandt almuen i Danmark. Blandt andre støttede København og Malmø den tidligere konge. Sit navn fik fejden efter Grev Christian af Oldenburg, som anførte Lübecks styrker.
På den modsatte side stod den danske adel og den højere præstestand. De ville ikke have Christian 2. tilbage og støttede Frederik 1.’s søn Hertug Christian – Borgerkrigen endte i 1536 med sejr til Christian 3. og adelsvældet, som gik styrket ud af konflikten.                                                                                                                                                                                                                                                              Baggrund for fejden:
Da kong Frederik den 1. døde på  Gottorp slot den 10. apr 1533, udløstes en række store modsætninger, som havde præget Danmark i de foregående år: Striden mellem den katolske og den reformerte lære havde delt befolkningen i to lejre, spørgsmålet om tronfølger stod åbent, og Danmarks forhold til  Norge og herturgdømmerne var meget løst og svagt.
I juni samledes en herredag i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner hertug Christian , der var protestantismen hengiven, og den 12-årige hertug Hans , som den katolsksindede adel ønskede på tronen.
Da ingen af de to sider kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til næste sommer for at få nordmændene med. I religiøs henseende benyttede katolikkerne i rigsrådet, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en reformation af præstestyrets indflydelse, der blandt andet lagde udnævnelsen af præsterne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den lutherske læres udbredelse. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd, ledet af Mogens Gjøe, herredagen.
Resultatet var således magert, omend det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en »union« med hertugdømmerne, og de ydre forhold var meget truende. Hovedfaren kom fra Lübeck, hvor den dygtige leder af folkepartiet, borgmesteren Jørgen Wullenweyer nærede store planer om at hæve staden til dens gamle magt. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen, men da alle de forsøg, som han, Mogens Gjøe og Malmøs  borgmester Jørgen Kock gjorde på at bevæge hertugen til at modtage kronen, slog fejl, greb han den af Jørgen Kock udkastede plan om at befri Kong Christian den 2. og sætte ham på tronen. De stolede på, at den velvilje, de lavere stænder nærede for den fangne konge, ville bevæge ham til at bringe Danmark og om muligt også Sverige ind under Lübecks overhøjhed. En villig hjælper fandt han i den mand, der har givet krigen dens navn, Christian 2.s unge frænde,  Grev Christoffer af Oldenburg, og mellem denne fyrste og Lübeck sluttedes der et forbund. Fangens navn var et feltråb og intet andet; thi det bestemtes i traktaten, at lykkedes det at befri kongen fra Sønderborg, skulle han overgives til lybeckerne.                                                                                                                                                                                                                                                          Grevens fremstød:
Efter at have foretaget et skinangreb på Holsten gik grev Christoffer om bord på en lybsk flåde og landede den 22. juni 1534 ved Skovshoved. København sluttede sig villig til ham,Sjælland var ganske blottet for tropper, og adelen fulgte derfor halvt nødtvungen efter. I Skåne var Malmø snart vundet, og da adelen ikke gjorde modstand, var greven på seks uger blevet herre over Østdanmark, som han styrede som   (guvernør) i Christian 2.s navn. Den 10. aug 1534 modtog grev Christoffer Skåne på Sct Libers Høj for Christian 2.s regning. Måneden før var Christoffer blevet hyldet som rigsforstander på Christian 2.s vegne af det sjællandske landsting i Ringsted.
Anderledes gik det i Jylland. Her fik Mogens Gjøe samlet en herredag i Ry, hvor ved lavadelens hjælp, trods bispernes modstand, hertug Christian blev valgt til konge og virkelig modtog kronen i juli 1534. Religionsspørgsmålet stilledes foreløbig i bero.
                                                                                                                                                        Fejden vender:
Imidlertid havde fynboerne gjort opstand, understøttede af Christoffers tropper, og i Nørrejylland rejste Christian 2.s gamle tilhænger skipper Clement vendelboerne. Han indtog Ålborg, og da den jyske adel drog mod bønderne, led den et nederlag i slaget ved Svendstrup den 16. okt 1534, hvorefter opstanden bredte sig over hele Jylland med undtagelse af østsiden syd for Gudenåen. Et stort antal herregårde blev afbrændt i det nordlige- og vestlige Jylland.
Det lykkedes dog Christian 3. i november at få sluttet fred mellem hertugdømmerne og Lübeck, hvorved han fik friere hænder. I ilmarch drog nu hans feltherre Johan von Rantzau – som er med i en anden af vore fortællinger – mod nord og stod 18. dec  1534 for Aalborg, som toges med storm. Mindst 2.000 menes at have mistet livet under stormen og de næste dages plyndringer. Skipper Clement selv undslap hårdt såret, men blev nogle dage senere genkendt af en bonde i Storvorde øst for Aalborg og udleveret til von Rantzau.
I løbet af bare en måned var Jylland blevet vundet, og oprørerne straffedes strengt. Skipper Clement og hovedmændene blev dømt til døden ved rettertinget i Viborg og henrettet i året 1536.  Bønderne i de oprørske sysler dømtes fra liv og gods og fik kun kongens nåde ved at betale store bøder og tage deres gårde til fæste af kronen.                                                                                                                                                                                                                                        Kampe i Skåneland:
Grev Christoffer kunne ikke bringe hjælp, da han i Halland blev angrebet af Gustaf Vasa, med hvem lybeckerne sommeren 1534 var komne i krig. I Lübeck begyndte de nu at tvivle om et heldigt udfald og søgte derfor en ny allieret i hertug Albrecht af Meklenburg. Denne fyrste, der var gift med Christian 2.s søsterdatter, havde nok lyst til at vinde Danmark og gik villig ind på forbundet, men hans høvedsmand, greven af Høya, der bragte tropper til Skåne, modtoges med den største uvilje af Christoffer. Den svenske konge Gustav Vasa sendte en svensk hær til Christian 3.s hjælp, som trængte ind i Skåne ved Loshult, og hærgede, brændte og myrdede i hele Gønge-egnen under sin fremrykning mod Væ. Senere gik en ny svensk hær ind i Halland, som blev ødelagt med ild og sværd. Den skånelandske adel tilsluttede sig til svenskerne, men Tyge Krabbe på Helsingborg slot  støttede grev Christoffer. Den 12. jan 1535  gik svenskerne og adelshæren til Angreb mod Helsingborg. En hær af lybækkere og Malmø-borgere under  Jørgen Kock  var forskanset uden for slottet, og i det afgørende øjeblik lod Tyge Krabbe slottets kanoner pludselig åbne ild mod forsvarerne, hvorefter han oplod slottet til svenskerne, som satte ild på Helsingborg og lagde byen i aske. Med undtagelse af Malmö, der forsvaredes af Jørgen Kock, Landskrona og Varberg, hvor den lybske anfører Marcus Mejer ved list var blevet herre, var de skånske områder nu atter underlagte Danmarks konge. Til gengæld for den skånske adels frafald lod de to grever foretage en formelig adelsjagt på Sjælland og Fyn: borgene gik op i luer, og en mængde adelsmænd førtes som fanger til Mecklenburg.
Københavns belejring i tiden 1535-36 under grevens fejde – dette er et foto af et tryk af kobberstik fra 1599.                                                                                                                                                                                                                                                            Christian 3. hyldes
I marts 1535 hyldedes Christian 3. på Viborg Landsting, og samtidig sendtes nogle fænniker knægte mod Malmø. Med resten af hæren gik Johan von Rantzau i al stilhed fra Als over til Fyn, hvis ringe besætning måtte indeslutte sig i Assens, og da greven af Hoya forsøgte at overrumple de kongelige tropper, led han et stort nederlag i slaget ved Øksnebjerg den 11. jun 1535.  Han selv faldt i kampen, og næsten halvdelen af hans hær blev taget til fange, blandt dem Gustav Trolle, fordum ærkebiskob i Upsala. En forenet dansk-svensk-preussisk flåde (Christian 3. havde nemlig fået hjælp af sin svoger hertug Albrecht af Preussen – under anførsel af Peder Skram havde jaget den lybske hovedflåde ind til København og ødelagde nu efter Øxnebjerg-slaget en anden flådeafdeling i Svendborgsund, et tab, Lybeckerne ikke kunne forvinde.
Efter at Fyn var undertvunget og hårdt straffet, gik Christian 3. med hæren over til Sjælland og begyndte at belejre København i juli 1535. Byen indesluttedes til lands fra Sundet til Kalveboderne og blokeredes til søs af de forenede flåder, men da Amager ikke var besat af de kongelige tropper, måtte belejringen blive langvarig.
Magtskifte i Lübeck:
I Lübeck var det krigslystne folkeparti blevet svækket ved de mange nederlag, det gamle patriciske råd fik atter magten, og  Jørgen Wulleweyer  måtte nedlægge sit embede. Foreløbig fortsattes dog krigen, men med stor lunkenhed, og i vinterens løb åbnedes der forhandlinger, der endelig førte til Freden i Hamborg i februar 1536, hvor Lübeck anerkendte Christian 3. som konge mod at få sine privilegier stadfæstede.
I efteråret og vinteren havde Landskrona, Krogen og Kalundborg   overgivet sig, Malmø kapitulerede i april, og kun Varberg og København holdt stand, da de håbede på hjælp fra pfalzgreve Frederik. Denne fyrste havde ægtet Christian 2.s datter Dorothea, og da kejser Karl 5. lovede ham bistand til at gøre sine rettigheder gældende, var situationen ikke uden fare for Christian 3. Det gjaldt derfor om at skynde sig. Nederlænderne fik ordre til at udruste en flåde, men deres vrangvilje og en krig, der 1536 udbrød mellem Karl 5. og  Frantz den 1. af Frankrig, hvori Christian 3. deltog ved et indfald i Groningen, forhindrede foreløbig dens afsejling, og da den endelig lå sejlklar, var det for sent.
Modstandernes sidste bastion falder.                                                                                                                                                                                                                                  København var nu blevet fuldstændig afspærret, men uagtet Varberg var erobret, og der herskede megen nød i byen, ville dog fyrsterne og det lille krigsparti, der lededes af borgmesteren Ambrosius Bogbinder, ikke høre tale om overgivelse og dæmpede borgernes modstand med våbenmagt. Først da alle forråd var opspiste, og hjælpen stadig udeblev, overgav byen sig den 29. juli 1536. Hertug Albrecht og greven fik tilladelse til at drage bort med deres folk, og borgerne opnåede næsten almindelig amnesti.
Slutfacit:
Krigen var således endt. Den havde dels været et mislykket forsøg fra Lübecks side på at genvinde sin fordums magtstilling i Norden, dels de uprivilegerede stænders sidste fortvivlede kamp mod de højere, for størstedelen endnu katolske stænder (bisperne og mange adelige). Borgerne og bønderne var ganske vist blevet overvundne, men ikke af adelen. Det var kong Christians tyske feltherre og tyske landsknægte, der havde knust modstanden og genoprettet retstilstande, og resultatet viste sig snart. Thi kongens sejr medførte den gamle katolske kirkes endegyldige fald. Efter samråd med de højere officerer og sine tyske samt enkelte danske rådgivere lod Christian 3. i august de i byen værende katolske bisper fængsle, og under et stærkt tryk måtte rigsrådet udstede en erklæring, hvori det godkendte det skete og lovede ikke at modsætte sig den evangeliske lære. Reformationens indførelse forberedtes således ved et kongeligt tiltag. På den snart følgende rigsdag i København i oktober 1536 viste det sig også, at kongen var den egentlige sejrherre, thi den håndfæstning, der udstedtes her, udvidede hans magt på flere punkter.
Norge havde under hele krigen holdt sig i baggrunden. Vel havde den katolske ærkebiskop Olav Engelbrechtsson søgt at frigøre landet fra dets danske afhængighed, men dels optrådte han meget svagt, men selvrådende, dels forholdt befolkningen sig ganske rolig, og i håndfæstningen bestemtes det nu, at Norge for fremtiden skulle være »som et ledemod af Danmarks rige«. Formelt gik derved Norges selvstændighed til grunde, men reelt blev Norge også fremover regeret som et eget rige, der blot havde konge fælles med Danmark. På samme rigsdag afskaffedes ved recessen af 30. oktober 1536 den katolske bispeværdighed, og Reformationen gennemførtes. Også her tog kongen løvens part, idet det rige bispegods tilfaldt kronen.
Således fik Danmark en retmæssig konge, afskaffet biskoppers misregimente, adelen sat på plads og fastlagt fremtidens tro. Fælles fjender bevirkede, at den dansk-norske og den svenske konge for en tid kunne finde grundlag for et samarbejde. Dette blev formaliseret ved aftalen i Brømsebro i 1541.                                                                                                                                                                                           Under grevefejden stod Las Mikkelsen på Christian 3´s og Adelsmændenes parti, bl. a søgte han den 30. juli 1534 på Tinget at overtale de ophidsede bønder til at være hørige og lydige over for Lensmanden på Lundenæs.
Efter fejdens afslutning fik Las Mikkelsen som en kongetro mand lov til at beholde sine ejendomme i Obling, Bindelbøl og andre gårde i området ubeskåret, hvilket fremgår af et dokument af 8. marts 1543, der meddeler herredsfoged Las Mikkelsen i Nørherred brev på, ” at efterdi han har bevist, at han ikke var med Skipper Clement, Thomas Riber eller dennes tilhængere, men har vist sig tro og villig mod Kgl. Majestæt og dennes krigsfolk, da må han og hans arvinger nyde den bondegaard i Obling i Bork sogn, som han nu selv ibor, saa fri og for saadan landgilde som han havde før fejden.”
På et tingsvidne af 3. juli 1522 var der oprindelig 3 segl, hvoraf de 2 er bevarede. Sandsynligvis er det første af disse Las Mikkelsens. Teksten i seglet kan ikke læses, men i midten af seglet skimtes en armbrøst.
Navnet på Las Mikkelsens hustru kendes ikke, men hun synes at være datter af herredfoged Bertel Lassen i Horne Herred, der nævnes omkring 1480. Denne antagelse støtter sig på, at Las Mikkelsens næstælste søn blev døbt Bertel, hvad der passer med gammel opkaldelsesskik
Niels Lassen Bindesbøl
 Ved skiftet efter faderen fik Niels Lassen tillagt bondeskylden i svogeren Niels Sørensens gård i Sønder Bork. Desuden overtog han en af faderens gårde i Obling, Sønder Bork Sogn og besad denne som selvejer indtil sin død. Samtidig bestred han i en lang årrække hvervet som herredsfoged i Nørre Horne herred.
Han var født ca 1525 i Nr Bork og har taget efternavnet Bindesbøl efter området – han giftede sig med Maren Nielsdatter født 1525 og død ca 1607.                                                                                                                                                                                           ”Maj 1600 22. Niels Lassøn bleff affsat. August 1600 16. Landssting. Niels Lassønss sag skal handlis tillandssting. 19. Afferdiget ieg Her lenss Giemssing oc Peder Varder til Bordbierg til Niels Lassøn. 23. Sandmend bleff reisd paa Niels Lassøn. September 1600 13. Sandmend offuersor Nielss Lassøn tillandssting. Oktober 1600 16. Nielss Lassøn Foget bleff dømt paa Nørherritz ting til steile oc hiul. 18. Nielss Lassøn bleff halsshuggen ved Nørherritz ting, dog lagd i en kiste, iordet ved Ting Høy.”
Efter ægteparrets død blev de gravlagt i Ådum kirke hvilket kostede den nette sum af 100 Rdl, grunden til at de blev gravlagte i Ådum skyldes sandsynligvis at de boede til aftægt hos en af deres sønner i Ådum sogn. Den høje betaling skyldes formodentlig et frikøbsbeløb for at få hans lig frigivet fra galgebakken.
Gårdejer og herredsfoged i Nørre Horne herred til før 1618, fuldmægtig for lensmanden på Lundenæs, kirkeværge i Ådum.
Generelle notater: overtog ved sit giftermål svigerfaderens gård i Bindesbøl.
Las Nielsen var lige som sin far herredsfoged i Nørre Horne Herred og var tillige fuldmægtig for lensmanden på Lundenæs.
I Las Nielsens tid som herredsfoged blev adskillige hekseprocesser behandlet. Den daværende præst i Aadum, Christian Pedersen, synes at have været særlig ivrig efter at forfølge hekse. Las Nielsen optrådte dels som hans hjælper i anklagen mod nogle af heksene, og dels som andre udlagtes og anklagedes forsvarer. I 1619 blev Johanne Hvidsdatter fra Gjedbjerg i Aal Sogn indstævnet for Viborg landsting. Det var præsten i Aadum, der til landstinget indkaldte kirkenævningene for at få deres dom bekræftet. Anklagen gik ud på, at Johanne og hendes søster Margrethe i langsommelig tid havde taget mælk og øl fra Las Mikkelsen i Bindesbøl og Anders Frandsen. Da Johanne var kommet i usattes maal (skænderi) med sidstnævnte, fordi han havde slået  hendes ko, havde hun ved troldom taget livet af tvende øg. Desuden beskyltes hun for med sin troldums kunst og bedrift at have voldt præsten sygdom samt hans og Las Mikkelsens mors død. Det værste bevis imod hende var dog, at hun var “rømt og siden tvende gange af fængsel udbrudt og undvigt, hvilket hun og selv er gestendig (tilstår) og i så måde gerningen vedgangen”.
Lensmand på Asmild Kloster, Niels krag til Agerkrog, under hvis forsvar Johanne Hvidsdatter må have hørt, lod på herredstinget optage et otte mands vidne over, at hun, før dommen fældedes over hende, i Las Nielsen i Bindesbøls nærværelse  bekendte ved Helgens Ed og oprakte finger, at første gang, hun bortrømte fra Aadum Kirke, ” var Las Bindesbøl aarsag derudi, idet han befalede hende at drage ned til hans gaard, den dag Anne Staffensdatter blev brændt.”
Las Nielsen i Bindesbøl blev af den anklagede beskyldt for at have bortfjernet 12 tavler bly fra Aadum kirke, som han “lod kaste over Groben paa Degnens Have” Denne beskydnings rigtighed bekræftedes af Johanne Hvidsdatters mand, Christian grøn.
Las Nielsen benægtede indigneret rigtigheden af denne beskydning, og landsdommeren tog da heller intet hensyn dertil.
Johanne Hvidsdatter blev dømt i henhold til den brændte Anne Staffensdatter bekendelser, på trods af Recessens bestemmelse om, at en misdæders ord ikke skulle stå til troende, og endvidere på grundlag af, at hun intet vidnesbyrd kunne fremlægge om, at hun havde forholdt sig ærligt og kristeligt ” medens et ondt Rygte for Troldom havde påhængt hende”.
Det gik ikke bedre for moderen Maren Christensdatter, hvis sag blev behandlet for Viborg landting senere på året. Det var atter Las Nielsen i Bindesbøl, der optrådte som anklager. Han lod indkalde for landstinget de kirkenævninge der havde, der havde oversvoret Maren Chritens trolddom, for at få”ders Ed og Tog kendt ved Magt”.
Maren Christensdatter var udlagt af 3 andre troldkvinder: Karen Christens, Anne Staffensdatter i Odderup og endvidere af datteren Johanne Hvidsdatter. Maren Chirstensdatter havde boet i Obling i Sønder Bork og havde her lært troddom af en gammel kvinde. Hun blev anklaget for mange ting, der var set for 14-15 år siden. En kone vidnede, at hendes første mand Per Ibsen havde nægtet Christen Hvid noget af en stud, denne havde stukket ihjel for ham, og 4 år efter mistede de deres bedste svin, og det havde Maren Christensdatter gjort ved trodumskunstner; hun og Johan Hvidsdatter var 2 vitterlige troldfolk!
Maren Christensdaatter var så rømmet fra Sønder Bork til Aadum, og her optrådte Las Nielsen i Bindesbøl som hovedanklager mod hende. Maren Christens havde lovet ham ondt, og straks derpå blev et af hans øg sygt. I dombogen gengives ialt 12 vidnesbyrd imod hende.                                                                                                                                                                                                                          Vi har ikke hans dødsdato, men hans hustru en Vistidatter var født ca 1550 og død omkring 1587. Hun var datter af Visti Pedersen – gårdejer i Bindesbøl (ca 1500-1550).
I hans år som herredsfoged fik Las Nielsen som vistnok også anvendte efternavnet Bindesbøl fik han også samlet en del gods og døde som en vehavende mand, rækkefølgen fortsættes med sønnen Niels Lassen 1568-1631.
Niels Lassen blev født i 1568 på gården i Bindesbøl ved Ådum – han overtog en gård i Grimlund ved Hoven (sandsynligvis hans kones fødehjem) og han blev forholdsvis tidligt herredsfoged efter sin broder i Øster Horne Herred , der har ikke været muligt at finde noget fra den tid, så det formodes, at han har haft stillingen til sin død i 1631, han blev først gift med Sofie Nielsdatter som var født i Grimlund i 1570  – de fik sønnen Chresten Nielsen ca 1590. Derefter blev Niels gift med  Sidsel Hansdatter og de fik børnene Maren Nielsdatter født i 1625 og Niels Nielsen.
Efter Niels`s død overtog hans broder Visti Lassen stillingen som herredsfoged.
Niels`s søn Chresten Nielsen var født i Grimlund ved Hoved ca 1590 – død samme sted ca 1632 – intet navn på hustruen, men han fik 2 sønner nemlig Thyge Christensen ca 1610-1677 og Christen Christensen ca 1630-1716.
Thyge Christensen født ca 1610  i Grimlund ved Hoven og døde ca 1677 i Sdr. Vium – han blev gift med Maren Thygesdatter – alder ukendt og de fik en kendt søn:
Laurits Thygesen født ca 1655 i Sdr. Vium – død 1730 i Tarm blev først gift med Sidsel Pedersdatter født ca 1660 – dernest med Else Nielsdatter født ca 1672. Han fik ca 6 børn med sin første kone Sidsel – heriblandt Sidsel Lauritsdatter født ca 1681 og Thyge Lauritsen født ca 1683.
Thyge blev også benævnt Stengård – sandsynligvis har deres gård haft det navn – i Sædding kirkebog ses, at i 1703 stod Laurits fadder til et barn og i 1707 den 30. aug nævntes Johanne Stengård og Karen Stengård samt i 1710 den 23. feb Niels Stengård i kirkebogen. Disse er sandsynligvis børn af Thyge– i året 1712 blev Else Nielsdatter begravet, hun var hans anden hustru. Thyge Lauritsen`s søster Apelone Lauritsdatter født ca 1681 i Sdr. Vium – gift med Just Jensen ca 1680-1751 – de fik ca 6 børn hvoraf Jens Justesen født 1716 er det fortsættende led – han blev gift 4. maj 1747 i Janderup Kirke med Ane Cathrine Jesdatter født ca 1725 i Janderup – hun var datter af Jes Poulsen ca 1694-1728 og Anne Sørensdatter ca 1695-1766 – gårdejere fra Janderup. – Ane døde ca 1805 i Janderup – da havde hun produceret ca 10 børn og her er Maren Jensdatter fortsættelsen.                                                                                                                                                                                            Friisgård er en slægtsgård beliggende i Hyllerslev ved Janderup i Vestjylland, og har været i familieeje gennem mange generationer. Familiens oprindelse er lidt uklar, men der er fundet en start i området omkring Mariager, hvor der i ca 1520 blev født en mand ved navn Niels Pedersen Bloch, som havde en ret fremtrædende position i området,  som herredsfoged, idet han optrådte i adskillige samlinger, hvor hans stempel var blevet anvendt.
Det tog kun kort tid efter, at Niels Broch var udnævnt til herredsfoged, at han blev benævnt som sidste mand blandt tingmændene, altså som en af de klogeste og mest velansete. Han blev angivet som boende i Rold, og det første bevis der er på hans embedsførelse har vi fra Tinget 4. jan 1533 – da der gives Niels Bloch – herredsfoged i Hindsted herred – livsbrev på indtægterne fra broen udenfor Hobro, mod at han sørger for vedligeholdelsen på egen bekostning og uden at bruge træ fra kongens skove. Udover indtægterne fra passage på broen måtte nyde alle tilliggende rettigheder, mod at yde Erik Banner, eller hvem der måtte have Hindsted herred i pant eller eje, mod en årlig betaling af 4 pd korn. Dette var uden tvivl en særdeles god forretning, for bompengene kunne andrage særdeles mange penge.
Som omtalt tidligere i bogen kom grevens fejde til at gribe meget forstyrrende ind i tidens økonomiske forhold.
Selv om det mest logiske for Niels Bloch at støtte skipper Clement i opgøret i en tid hvor nordjyderne var skapt opdelt i 2 lejre, men han har åbenbart kunne agere stille og uden at provokere, idet der ikke er nogen klar tilkendegivelse af, hvilken side han støttede, idet han som retspræsident med kongelige begunstigelser har kunnet lade sig flyde udenfor.
Uanset hvordan han har ageret blev han imidlertid efter oprøret frataget ejendomsretten til sit jordiske gods i lighed med så mange andre.
Niels Bloch var imidlertid ikke en mand som opgav på forhånd og satte sig ned og klagede sin nød, derimod blev han ved med prøve at få uretten lavet om. Sammen med en Søren Ørn havde han været ejer af en gård i Hørby som hed Vestergård, og beboedes af Søren Ørn og Niels Andersen, hans fader Peder Bloch ejede samtidig en anden gård i Hørby hvor han selv boede – endvidere ejede Søren en gård i Tobberup og endnu en halvpart i en anden gård samme sted.
Først i 1543 kronedes deres anstrengelser med held sammen med flere andre selvejere i området at få ejendomsretten tilbage over deres bøndergårde, hvorefter de skulle have de samme rettigheder som forhen.
De kom dog ikke gratis til dette, af flere dokumenter fremgår det at der har måttet erlægges en kontant afgift til kongen, og at Niels Holch ikke har lidt tab af anseelse fra sit embede, kan man se, idet det var ham, som på kongens vegne skulle indkræve pengene.Der blev imidlertid hurtigt sået tvivl om omfanget af rettighederne til de genkøbte gårde, da der naturligvis altid var nogle, som regnede med at have profiteret af inddragelsen. Kongen så sig nødsaget til at sende breve til 3 landsdommere og til Niels Bloch for at få afsagt endnu en dom over nogle af kronens bønder i Hindsted skulle have ment sig berettiget til mere end der stod i den tidligere dom, hvad angik rettighederne til at lade deres svin gå løs i kongens skov uden at betale den forhadte oldenafgift, dommen gik disse bønder imod, men det er uklart hvem der skulle håndhæve dette påbud, og om det blev gjort.
Mange år senere i 1636 var der på ny røre om rettighederne, idet lensmanden på Ålborghus Gunde Lange ville have omtalte gårde forpligtiget til at udføre hoveriarbejde for slottet, det har været en alvorlig torn i øjet for ham ikke at kunne disponere over disse bønder, som han kunne over de andre under kronen.
Der blev indledt en ny retssag, hvoiblandt de indstævnede var borgmester Laurits Nielsen og rådmand Søren Bloch i Hobro (muligvis en sønnesøn til Niels Bloch) endvidere herredsfogeden i Hindsted herred Jens Sørensen Bloch – hans søster Kirsten, som var enke efter selvejer Anders Thomsen i Klejtrup  og formodentlig flere slægtninge.
Disse havde selvsagt alle intentioner om at imødegå kravene fra Ålborghus, og under retssagen blev der af rådmand Søren Bloch fremlagt de kongelige breve af 1543, hvori kongen bekræftede de trufne afgørelser og hvoi det hed at de pågældende skulle beholde og nyde de fordele som de havde før Grevens fejde.
Endvidere blev der fremlagt Frederik d. 3.`s stadfæstelse og dom af 20. jun 1572 som godkendte et af Niels Blochs m.fl. udstedte pergamentsbrev hvoraf det fremgik, at Ane Simonsdatter i Døstrup til sin sønnedatters mand Christen Nielsen i Møldrup solgte den af hende samt en anden beboede gård i Døstrup.
Gården havde hun arvet efter sine forældre og disse havde købt den af kongen med alle de omtalte rettigheder, samtidig blev der gjort gældende at alle de implicerede i sagen havde over 12 mils vej til Ålborghus, og det derfor ikke kunne gøres krav gældende for dem. Der ses ikke flere papirer om sagen, så den er sandsynligvis blevet opgivet.                                                                                      Efterfølgende findes der mange sager, hvor Niels Bloch er nævnt med udfærdigelse af domme og udførelse af samme. Han var bl.a. med i udfærdigelsen af pergamentbrev af 1554 og 1555 som omhandlede hhv grænsen mellem Hørby Mark og Øls, Hannerup og Røgdrup marker, samt skellet mellem Hindsted og Onsild herreder.
I 1560 får ham brev underskrevet af kongen på den til kronen hørende gård i Rold som beboes af ham – den skal tilhøre ham så længe han lever og kan vedligeholde gården. Han skal svare sædvanlig afgift og holde gården i god stand – han må ikke overdrive hugsten i den tilhørende skov, endvidere skal han være lensmanden i Ålborg lydig.
Udover disse fordele har han i hele sin tid som herredsfoged været fri for den skat som blev benævnt landgildeydelse, som vel på det nærmeste kan betegnes som en ejendomsværdiskat efter nutidens normer.
Niels Bloch har haft ejerskaber i en masse forskellige gårde og ejendomme i området, bl. a. ved arv og byttehandel m.v. herunder har været Neder Houdals Mølle og gården Vestergård i Hørby, Valgård og gårde i Hørby.
I 1564 udgik der kongeligt brev til kansler Anthoni Bryske og Niels Bloch med påbud om at hjælpe så meget som muligt med til at føre en sag for Jørgen Lykke til Overgård som var lensmand på Mariager kloster, som agtede at forfølge en sag mod fru Agathe Poqwich om uenighed om ejerskabet af det såkaldte Louenkær mellem Visborggård og Havnø, et område som i tidens løb gav retsvæsenet meget at bestille.
I 1560 havde Viborg Landsting  stadsfæstet en dom, hvori  Niels Bloch som dommer havde udfærdiget et afgørelse gående imod Jørgen Lykke og ikke givet denne nogle rettigheder.
Selv om sagen blev prøvet igen blev resultatet det samme og det har jo nok ikke stemt Jørgen Lykkes humør mildere, i hvert fald har han prøvet ved flere lejligheder at få ram på Niels Bloch, bl.a. forsøgte han at ramme Niels Bloch i 1571 med en påstand om, at denne ikke havde betalt skat i 30 år.
Niels Bloch var herredsfoged i Hindsted herred gennem ca. 40 år og i den tid havde han hyppigt besøg både af konger og øvrighedspersoner, bl. A. Christian den 3. i 1561.
Området ved Rold var i den tid af megen stor betydning, bla.a.  var der en værdifuld ejendom fra Valdemar Sejrs tid som via Erik Plovpennings døtre og under Dronning Margrethe d. 1. atter var kommet under kronens eje.
Rold og omegn har gennem århundreder været et knudepunkt for trafikken fra det nordjyske område ned gennem landet og til Tyskland, ruten har haft forskellige navne såsom oksevejen – hærvejen m.v. – det er naturligvis ikke rart at bo lige ud til en sådan trafikåre, hvor det var alle mulige både alm studedrivere hærenheder og lovløse som færdedes.                                                                                      I 1592 er der en senere beboer af Niels Blochs gård i Rold som fik fritagelse for landgildeydelser fordi gården lå på alfar vej og var meget belastet af gæstebud af alle arter (der var sandsynligvis tale om hans svigersøn Christen Kjeldsen)
Niels Bloch døde i 1573 og efterlod sig enken Kirsten Jensdatter og en stribe børn, der nævnes et tal på 14, som endog næsten alle opnåede at blive voksne.
Niels Bloch havde på grund af sin stilling som var opnået p.g.a. af egne evner havde været i stand til i høj grad at få sine børn godt i vej, og det faktum af både jsønnen Jens Bloch – dennes søn og igen sønnesønnen beklædte stillingen som herredsfoged i tilsammen ca 150 år viser en usædvanlig grad afklogskab og taktiske evner som rakte til også efter hans død.
Hans efterfølger i embedet hed Søren Nielsen Bloch født ca 1550 i Rold ved Mariager, han fortsatte sin fars embedsførelse til omkring 1620, hvorefter han ikke mere er at finde i sagsakterne.
I året 1575 blev han nævnt som tinghører i Hindsted Herreds Ting. På den tid har han taget bopæl i Store Arden, hvor har så vidt vides havde fundet en enke med gård og formue som han giftede sig med. Der var tale om enten en enke eller datter af den tidligere beboer Jens Dall.
Men ellers var han fast forankret i sin stilling som han beklædte i over 40 år, hvor han udviste en nidkærhed og fremdrift i inddrivelse af skatter og bøder, som der sikkert er faldet en procentdel af til ham, og der har været en del eksempler på begærlighed efter jordisk gods, og forsøg på genoprettelse af gamle rettigheder i så høj grad, at han til sidst bragte ham i en uheldig situation.
Under et tingset den 12. nov 1577 opnår han som gårdejer i Store Arden og som herredsfoged i Hingsted herred brev på at han indtil videre blev fritaget for at betale landgilde, og anden form for afgifter som eller var pålagt hans gård. Herved kan det bekræftes at han arvede herredsfogedtitlen efter sin far, medens faderens gård i Rold sandsynligvis er gået til en datter og svigersøn, Mette Nielsdatter Bloch og Christen Kjeldsen.
Desværre kunne Søren Bloch ikke lade sig nøje med hvad han havde – gård og sit faste embede – han var konstant på udkig efter nye muligheder for at skumme fløden. En af disse muligheder som han troede kunne give udbytte var en bro i Hobro som han efter sin fader i samarbejde med byrådet havde fået overdraget var netop blevet istandsat på lovlig vis med gode stærke sidestykker til sikkerhedsværn og pæle og stenbro ved begge ender, så det var solidt bygningsværk. Senere fik Søren Bloch at vide at den pligtige afgift af broen som var 4 pd korn om året ikke var blevet betalt, der var derfor rørte vande at fiske i, derfor henvendte han sig til lensmand Bjørn Andersen for at få afgiftsrettigheden overført til sig selv, det fremgår dog af et kongeligt brev af 3. sep 1583, at han ikke havde fået noget ud af sine rænkesmederier, idet kongen nærede betænkeligheder ved at ophæve og overføre afgiftsbetalingen, da der var betalt hvad der svarede til ”en hel hob øskne” for opbygningen (en hel flok okser) og samme dag udgår der fra øvrigheden en ryllerskrivelse med advarsel til borgmester og byråd i Hobro, om at få rettet op på den manglende betaling.
Da Søren Bloch ikke havde held med sig i sagen om broen, gik han straks i gang med at prøve andre veje for nye indtægter og den 18. jun 1584 opnår han, som for længst har opdaget at tilbageholdenhed ikke øger fortjenesten, at få rettigheden til Rold Mølle uden afgift. Møllen som var nedbrændt og kun delvist genopført, skulle han færdiggøre og siden vedligeholde. Ifølge skatteopgørelserne fra 1600 og fremover var var registreret som skattebetaler for også en ejendom som hed Bodal i Valsgård sogn, en ejendom som skulle have været i hans families eje i et par generationer som selvejergods.
I 1605 er han opført som fæster af kongetienden for Døstrup sogn, det vil sige, at han mod at stå for opkrævningen har en andel af skatteindtægterne, det var ikke ualmindeligt på denne tid, at adels- og øvrighedspersoner havde disse fæstemål, de havde jo som regel medarbejdere, som kunne stå for opkrævningen uanset hvilke midler der måtte tages i brug for inddrivelsen af skatterne.
Omtrent på samme tid bliver en gård i Arden, som tidligere havde tilhørt en Christen jensen og stået øde i nogle år beilget ham i fæste, da der officielt ikke var andre, som var interesserede – han får den også til nedsat afgift og det menes, at han havde den i ca 10 år, hvorefter den bliver afgivet (måske tvungen).
Han havde ligesom sin fader en andel af møllen i Neder Hodals ligesom han også har haft andele i flere ejendomme i Hørby.
Hans virke som herredsfoged er der også gemt en del skrifter om, mange tingsvidneudsagn er bevaret i original skrift og der er også en del domsfældelser med hans underskrift, disse papirer vidner om en god uddannelse og skrivefærdighed. I 1580 stadfæster Landstinget en af ham afsagt dom, hvorved en fæstebonde som fraflyttede sin gård til Mikkelsdag den 29. sep, medens den 1. maj var den normale flyttedag, blev frikendt for at skulle betale sine ydelser i den resterende tid. Søren Bloch havde påberåbt sig almindelig skik og brug på egnen og hans synspunkt blev godkendt.
Senere er han med i en meget ubehagelig sag, hvor en mand på Hingsted ting bliver dømt for at have stjålet en sæk mel og taget den med til Volstrup Mølle og efterfølgende hængt. Året efter kommer der imidlertid et vidne fra Visborg Birk, som kunne bevise, at den omtalte sæk var mandens ejendom, og at han derfor var blevet uskyldigt dømt. Han afsagde igen i 1590 en dom som kom videre til landsrettet og blev stadfæstet, det drejede sig om en sag mod Jørgen Lykke, som også hans fader havde haft kontroverser med, han havde fradømt Jørgen Lykke et stykke eng på Budslet i Als Mark, hvilket blev godkendt.
Søren Bloch skulle også få med broen i Hobro at gøre som dommer, idet byrådet i Astrup som tidligere havde ydet afgiften til Niels Broch nu nægtede at betale, havde Søren Broch dømt dem pligtige hertil, uanset at Astrup lå 2 store mil fra broen i et andet herred og der var 3 broer i Astrup sogn at vedligeholde.
I en domsafgørelse af 14. jun 1593 afsagde kongen og rigsrådet dom i sagen og erkendte heri, at Søren Bloch ikke havde kunnet træffe anden afgørelse, men under hensyntagen til sidste forleningsbrev hvor der ikke var lagt forpligtelse på bønderne i hele Hindsted herred, men kun var nævnt de i omegnen af Hobro boende bønder, skulle Astrups bønder fritages for afgiften, medmindre aftalebrevet fra Niels bloch skulle komme til veje igen, idet Astrups bønder specielt var nævnt heri.
Søren Bloch kan således siges, at have håndhævet sin gerning på udmærket vis, og da han var særdeles velstillet efter hans jordiske gods at dømme, var der således lagt op til en ærefuld levnesafslutning, men det skulle ikke være sådan.
Hans evindelige pengebegær, specielt med hensyn til håndhævelse af særlige rettigheder bragte ham i et uføre, som han åbenbart ikke kunne komme ud af ved egen hjælp.
Ifølge Ålborghus lensregnskabet for 1616-19 er der af hans svoger Christen Kjeldsen blevet anlagt sag mod Søren Bloch fordi  han tillod at hans svin gik på oldenjagt i kongens skove ved Arden, dette medførte et erstatningskrav på 100 rd, hvilket beløb Søren Bloch skulle betale uagtet det ikke var bevist, at det var hans svin, i en senere fortegnelse påstod Søren Bloch, at det var hans egne arealer svinene havde gået på, og at hele sagen beroede på en misforståelse, og han slap for at betale bøden.
Det har dog svækket hans anseelse i en grad, så dette muligvis er begrundelsen for at hans fæste på ødegården i Arden blev ham frataget, han var dog stadig herredsfoged yderligere et års tid.
I 1619 indbragte hans søn Jens Bloch en sag for retten i sin faders sted og den afsagte kendelse var grund til en del polemik, hvor Søren Bloch blev tilsagt at møde og forsvare dommen. Også året efter var der en sag hvor sønnen Jens åbenbart havde foregrebet tingenes tilstand og udvirket afsigelse af en dom, som faderen senere måtte annullere.
Jens overtog dog mere og mere af hvervet som herredsfoged sideløbende med, at han havde faderens problemer at slås med, idet svinene igen gik på rov, men igen slap søren Bloch for at betale de såkaldte oldenpenge, idet det blev påvist, at det var hans egen skov de gik i, og han havde jo stadig kongens brev om friholdelse for afgiftsbetaling.
Kort tid efter overlader han gården i Arden til sin søn, mod aftægtsydelser til forældrene resten af deres levetid.
Søren Blochs øvrige ejendomme er der ingen direkte klarhed over hvortil de er gået, det eneste omtalte er Rold Mølle som Søren stadig ejede, men den overgik senere til Jens Bloch. Kort tid efter overlader han gården i Arden til sin søn, mod aftægtsydelser til forældrene resten af deres levetid.
Søren Blochs øvrige ejendomme er der ingen direkte klarhed over hvortil de er gået, det eneste omtalte er Rold Mølle som Søren stadig ejede, men den overgik senere til Jens Bloch. Jens Sørensen Bloch var født i 1594 – død i 1654 – gift med Karen Jensdatter 1594-1666 overtog herredsfogedarbejdet efter sin far og farfar – begyndte sin virke på et tidspunkt mellem 1620 og 1625 hvor hans fader døde og der er ihvert fald 1 episode vi har omtale fra:
Under Viborg landsting 10. jan 1633 havde Oluf Jensen i Handerup stævnet Jens Thamesen for en dom han havde fået over ham på Hindsted herredsting ang. En sum penge som Anders Kjeldsen i Handerup var Jens Thamesen skyldig efter et skadeløsbrev som Oluf Jensens hustru Ane Sørensdatter, der havde været gift med omtalte afdøde Anders Kjeldsen og hendes børn skulle have udstedt og som var underskrevet af Knud Jensen i Gammelholm havde underskrevet til vitterlighed.
I sagen blev herredsfoged Jens Bloch også indstævnet som medansvarlig idet han var i familie med de indstævnede.
Resultatet af sagen kendes ikke.
Hermed afsluttes Bloch-sagaen og vi kører videre med søsteren til Jens Sørensen Bloch – Kirsten Sørensdatter Bloch født ca 1600 i Arden ved Mariager død i 1642 i Klejtrup, hun blev gift med Anders Thomsen født ca 1600 i Klejtrup – søn af Thomas Andersen – de rejste  til Janderup i Vestjylland hvor de fik ca 10 børn på Friisgård som de havde overtaget ca 1630 og som skulle blive familien Friis`s hjem i mange år. 3 af børnene var:
Søren Andersen Friis født i 1637
Kirstine Andersdatter Friis født i 1639
Birgitte Andersdatter Friis født i 1645
Ca 1637 blev sønnen Søren Andersen Friis født – han døde i 1705 samme sted – blev gift med Anne Nielsdatter født ca 1640 i Børsmose Ål sogn – de førte Friisgård videre og fik også en børneflok på ca 10, heraf:
Anders Sørensen Friis født i 1668
Søren Sørensen Friis født i 1670.                                                                                                                                                                                                                                                          Dernæst kom Anders Hansen Friis født 1748 – død den 20. sep 1824 – gift den 1. feb 1788 i Janderup kirke med Maren Jensdatter født 1769 i Janderup sogn – død 6. apr 1850 – de fik mindst 5 børn:
Jens Just Severin Andersen Friis født i 1788
Hans Andersen Friis født i 1791
Karen Andersdatter Friis født i 1793
Anne Andersdatter Friis født i 1796.
Så fulgte Hans Andersen Friis født 1791 – død 23. feb 1866 – gift med Ane Kirstine Hansen født 1789 – de fik ingen børn med derimod en plejedatter:
Andrea Katrine Hansen Friis født 1827.
Hans Andersen Friis`s plejedatter Andrea Katrine Hansen Friis var født i 1827 – blev gift den 16. okt 1852 i Janderup kirke med Ulrich Adolph Bech Jensen født den 19. jan 1824 – søn af Jens Jacobsen og Johanne Catrine i Lydum – de fik 3 kendte børn:
Ane Kirstine Ulrichsen født i 1854
Hans Friis Ulrichsen født i 1856
Jens Jacobsen Ulrichsen født i 1859.
Som den sidste ejer af Friisgård  vi medtager er Jens Jacobsen Ulrichsen født i 1859 og han blev gift med Ane Maria Lauridsen født 1859 i Sdr. Bork.
Fra denne linie er det Jens Just Severin Andersen der er fortsættende led.                                                                                                                                                                        Maren Jensdatter blev født ca 1768 i Janderup som datter af Jens Justesen og Cathrine Jesdatter og hun blev gift med Anders Hansen Friis – født ca 1748 i Janderup – deres børn hed Jens Just Andersen Friis – Hans Andersen Friis – Karen Andersdatter Friis og Anne Andersdatter Friis.
Anders`s forældre var Hans Andersen Friis ca 1695-1760 og Anne Bertelsdatter født ca 1710 – gårdejere fra Hyllerslev ved Janderup.
Jens Just Severin Andersen Friis var født i 1788 – død 24. feb 1864 samme sted – han blev gift med Anne Marie Jensdatter født 1792 i Lunde – død 10. maj 1861 i Janderup, hendes forældre var gårdejere Jens Grummesen født 1764 og Dorthe Lauridsdatter 1758-1802 fra Lunde. Eneste kendte barn er Inger Birgitte Dorthea Jensdatter født 1830 i Hyllerslev.
Hun blev gift den 8. okt 1853 i Janderup Kirke med med Anders Nielsen født 18. jan 1825 i Kærup – død 30 jul 1892 – søn af Niels Andersen og Ellen Marie Madsen – de fik sønnen Hans Friis Andersen født i 1870.
Hans Friis Andersen var født 12. jan 1870 i Janderup og han blev gift med Ane Kristine Sørensen født 14. nov 1873 i Sædding ved Guldager – død 6. dec 1934 på Tarm sygehus – hun var datter af Jens Sørensen 1841-1903 og Abelone Jacobsen 1840-1933 – de var gårdejere i Kjærup ved Janderup.
Ane og Hans Friis havde en gård i Morsbøl ved Strellev – fik 4 børn – først Kirstine Margrethe Andersen i 1900 – Jens Andersen i 1902 – Andreas Søndergård Andersen i 1905 og Albert Ingvardt Andersen i 1911.                                                                                                                                                          Tipoldeforældregenerationen:
Niels Andersen var født i 1795 i Kærup – søn af Anders Christensen og Zidsel Marie Nielsdatter – han døde i Kærup – han blev gift den 10. apr 1824 i Janderup kirke med Ellen Marie Madsdatter født i 1802 i Strudvad ved Janderup – datter af Mads Knudsen og Mette Marie Christensdatter – de fik en kendt søn:
Anders Nielsen født i 1825.
Jens Just Severin Andersen Friis var født i 1788 i Hylleslev ved Janderup – søn af Anders Hansen Friis og Maren Jensdatter – han døde 24. feb 1864 i Hyllerslev – begravet på Janderup kirkegård – han blev gift den 31. okt 1818 i Janderup kirke med Ane Marie Jensdatter født 1792 i Lunde – datter af Jens Grummesen og Dorthe Lauridsdatter – hun døde 10. maj 1861 i Hyllerslev ved Janderup – de fik mindst 5 børn:
Anders Jensen Friis født i 1819
Hans Jensen Friis født i 1824
Marie Dorthe Jensdatter Friis født i 1827
Inger Birgitte Dorthea Jensdatter Friis født i 1830
Jens Christian Jensen Friis født i 1833.
Jens Just overtog ved sit giftemal i 1818 en ejendom matr. Nr 8.b. udstykket fra Hyllerslev Storgård som fædte, men frikøbte den i 1821 til selveje.
Søren Peder Jensen var født i 1807 i Ansager – søn af Jens Hansen og Marie Kirstine Henriksdatter – i 1845 var han i Guldager ved folketælling – han blev giftden 13. feb 1841 i Guldager kirke med  Ane Pedersdatter Munk født 16. maj 1814 – datter af Anne Marie Pedersdatter – død 30. nov 1846 i Guldager fattighus. De fik mindst 1 søn:
Jens Sørensen født i 1841.
Ane Pedersdatter havde tidligere været partner med Mathias Andreas Christensen  Lønborre fra Varde – født 17. dec 1819 – søn af Christen Mathiassen Lønborre og Johanne Mikkelsdatter Kobberup. De havde fået en søn:
Peder Munk født i 1838.
Jacob Laustsen var født den 18. sep 1798 i Guldager – søn af Laust Jacobsen og Abelone Laursdatter – han døde 30. nov 1873 i Sædding ved Guldager – han blev gift med Ane Kirstine Andersdatter født i 1798 i Lønborg sogn – hun døde 10. feb 1869 i Sædding – de fik mindst 5 børn:                                                                              Anders Jacobsen født i 1825
Hans Jacobsen født i 1830
Christen Jacobsen født i 1833
Laurids Jacobsen født i 1835
Abelone Jacobsen født i 1840.
Ole Christensen født den 28. jul 1816 I Ounbøl ved Thorstrup  (foto herunder)
søn af Christen Madsen og Bodil Olesdatter  – han døde 14. okt 1894 i Ounbøl – begravet 20. okt 1894 på Thorstrup kirkegård – han blev gift den nov 1844 i Thorstrup kirke med Anne Marie Nielsdatter – født 29. nov 1813 i Øse sogn – datter af Nis Pedersen og Maren Sørensdatter – hun døde den 2. apr 1882 i Thorstrup Sogn – de fik mindst 5 børn:
Bodil Christensen født i 1845
Maren Christensen født i 1847
Kristen Christensen født i 1849
Nis Christensen født i 1852
Mads Peder Christensen født i 1854.
Christen Jensen født den 8. sep 1825 i Hulvig ved Hodde – søn af Jens Christensen og Johanne Pedersdatter – han blev gift den 7. mar 1852 i Hodde kirke med Edel Kjerstine Hendriksdatter født den 20. maj 1822 i Skamstrup ved Øse – hun døde den 11. jan 1899 – de fik mindst 2 børn:
Jens Christensen født i 1856
Hendrik Christensen født i 1858.
Niels Horsbøl var født den 24. dec 1817 på Assenbæk Mølle – datter af Niels Nielsen Horsbøl og Sidsel Poulsdatter – han døde den 26. jun 1893 samme sted – han blev gift med Kirsten Kristensdatter født den 27. aug 1826 i Tranbjerg ved Årre – datter af Chresten Kjeldsen og Maren jensdatter – hun døde den 2. aug 1894 – de fik mindst en datter:
Nielsine Horsbøl født i 1860

 

Oldeforældregenerationen:                                                                                                  Anders Nielsen var født den 18. jan 1825 i Kærup – søn af Niels Andersen og Ellen Marie Madsdatter – han døde den 30. jul 1892 i Kærup by – begravet i Janderup kirke – han blev gift den 8. okt 1853 i Janderup kirke med Inger Birgitte Dorthea Jensdatter født den 4. jan 1830 i Hylderslev ved Janderup – datter af Jens Just Severin Andersen Friis og Ane Marie Jensdatter – de fik mindst 3 sønner: Niels Andersen født i 1854 Jens Just Severin Andersen født i 1859 Hans Friis Andersen født i 1870.                                                                                                                                                                                                                                                                                                        Bedsteforældregenerationen:
Hans Friis Andersen var født 12. jan 1870 i Janderup – søn af Anders Nielsen og Inger Birgitte Dorthea Jensdatter – han blev gift med Ane Kristine Sørensen født den 14. nov 1873 i Sædding ved Guldager – datter af Jens Sørensen og Abelone Jacobsen – hun døde 6. dec 1934 på Tarm sygehus –de fik 4 kendte børn:
Kirstine Margrethe Andersen født i 1900
Jens Andersen født i 1902
Andreas Søndergård Andersen født i 1905
Albert Ingvardt Andersen født i 1911
Bollerup Kristensen var født den 13. sep 1885 i Ounbøl ved Thorstrup – søn af Kristen Kristensen og Mette Marie Nielsen – han døde i Kirkevad ved Horne
 han blev gift den 4. jan 1908 i Hodde kirke med Edel Kirstine Horsbøl Kristensen født den 9. mar 1885 på Assenbæk Mølle i Tistrup – datter af Jens Kristensen og Nielsine Horsbøl – de fik 3 kendte børn:
Kristian Olsen Kristensen født i 1908
Jensine Marie Kristensen født i 1913
Mette Marie Kristensen født i 1915.
Kristen Jensen Kristensen var født den 29. jun 1887 på Assenbæk Mølle i Tistrup – datter af Jens Kristensen og Nielsine Horsbøl  – han døde 25. jan 1951 i Hulvig ved Hodde – begravet på Hodde kirkegård – han blev gift den 8. maj 1918 i Hodde kirke med Jenny Dejbjerg født 1. mar 1895 i Hoddeskov – datter af Hans Dejbjerg og Gunder Jensen – hun døde 7. apr 1973 i Hulvig – de fik bl.a. 2 sønner:
Hans Dejbjerg Kristensen født 1919
Aage Dejbjerg Kristensen født i 1925.
Kristen Jensen Kristensen kom efter skolegangen til landbruget hvor han tjente som karl i en del år før han overtog en købmandsforretning i Tistrup som han drev i 3 år, derefter solgte han den og overtog sin kones slægtsgård  i Hulvig som han drev i nogle år.  Han var meget politisk og historisk interesseret – læste meget og gik op i, hvad der rørte sig i samfundet. I 1921 solgte han gården til en svoger og overtog en slægtsgård også i Hulvig efter sin afdøde faster Ane Kristensdatter.
På grund af sin levende interesse og store kundskab blev han betroet mange offentlige opgaver  og tillidshverv, som han beklædte i kraft af sin store redelighed – han efterlod sig hustru og 4 børn.