Orten Lokalhistorie

Forside

Højvanghandel

Jagtselskab i Orten plantage først i det 19. århundrede og til højre den første plantør Peder Sørensen.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                             Midt i 1800 tallet begyndte der at komme stigende ønsker om at få læ over det blæsende hedelandskab som eksisterede i det vestjyske landskab. Hedeselskabet som institution blev skabt bl.a. af Enrico M. Dalgas som stod i spidsen for en gruppe fremsynede mennesker, der kunne se et perspektiv i at fremme opdyrkning af den jyske hede, blev oprettet i 1866, og har i den forløbne tid stået for plantning og opdræt af nærmest millioner af små træer i læhegne og skove/plantager. Før hedeselskabet blev oprettet blev bl.a. Bastrup Plantage beplantet på 220 tdr. land lidt nord for Varde, som sagnet fortæller blev oprettet for de midler købmand Bastrup sparede ved at undlade at drikke toddy – der forlyder intet om hvor længe det varede. Gellerup plantage sydøst for Varde blev etableret i 1899 på i alt 220 tdr. land. Ca. 1863 startede man i Varde købstad arbejdet på at etablere Sønder Plantage, som skulle omfatte ca. 700 tdr. land, beplantningen blev startet i 1865. Samtidig blev der oprettet en planteskole og bygget en plantørbolig. I 1897 blev plantagen udvidet således, at den nu omfattede ca. 1500 tdr. land. I 1901 blev store arealer beplantet med bjergfyr og rødgran. Der var det særlige ved begge beplantningsomgange, at elever fra Varde Skole marcherede derud sammen med deres lærere og hjalp med at plante.                                                                                                                                                                                                                                                                                             Dette var lidt historie, og så vender vi os mod Orten Plantage der har relevans til familien, idet der under forhandlingere med hedeselskabet og lokalområdet hvori Enrigo Dalgas deltog, (han opholdt sig i Orten i starten af 1880èrne), også deltog Niels Pedersen fra Orten.
Der er blevet diskuteret meget for hvor plantagen skulle ligge, hvilken jord der var den dårligste jord og det mest hensigtmæssige. Samt om fremgangsmåden ved aktieselskabsoprettelse.
Den 8. marts 1884 kom det indledende møde, som blev holdt på Orten Skole, og var under ledelse af skovridder M. Holt fra Påbøl ved Hoven. Her blev aftalt at man skulle undersøge hvem af lodsejerne i området som ville afgive jord, og i stedet for kontanter få aktier i plantagen.                  Her kan vi så prale med at oldefar Niels Pedersen fra Orten sammen med Hans Chr. Jessen fra Orten og Peder Sørensen Jørgensen skulle forestå dette arbejde.
Den stiftende generalforsamling blev afholdt igen på Orten skole den 14. juli 1884, navnet blev Aktieselskabet Orten Plantage og ovennævnte 3 blev bestyrelsesmedlemmer
Her er Mads Haltrup med hele sin familie på et billede også fra ca. 1910.
Adressen er Stilbjergvej 37                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                        Resultatet af anstrengelserne blev at man fik samlet noget over 300 ha areal – omregnet totalt ca. 600 tdr. land, og det kan ses at Niels Pedersen fik 11 stk. aktier hvoraf den jord han afstod  blev sat til 10 kr pr.  tdr. land.
 I alt blev der i første omgang solgt/ombyttet 412 stk aktier à 50 kr. I 1975 ombyttede man aktieselskabsformen og lavede i stedet et Aps, bestående af 440 stk anpartsbeviser.
Man startede med at etablere en 5 tdr. land stor stykke jord til planteskole, hvor man fik fat i frø og således begyndte at så og opformere træplanterne, og her drejede det sig i første omgang udelukkende om bjergfyr, der havde en god evne til at kvæle lyngen og i øvrigt kunne tåle den kraftige vestenvind, senere blev det til rødgran, indtil man i dag hovedsagelig til juletræsproduktion anvender ædelgranssorter.
Til oppløjningen af hedearealerne således, at man kunne starte plantningen var de især 2 mænd der stod for det meste, nemlig Mads Haltrup fra Trehøjgård (som også var med da man senere tilplantede Isbjerg, den 30 meter høje banke lidt udenfor Varde).
Og så var der Jens Nielsen Mejlsig som vi har et billede af med sine okser på udflugt i Varde. Han stod for rigtig meget af rendepløjningen med sine trækokser og hjemmelavede seletøj.
Det fortælles, at en mand med trækdyr kunne tjene 15 kr. pr arbejdsdag                                                                                                                                                                                                                                                      Man har på fornemmelsen, at Orten har ligget i ly af Varde og derfor ikke er blevet så udsat for tidernes hærgen og især de fremmede tropper som huserede i midten af 1700-tallet.
Navnet Orten tidligere Wortum møder man så tidligt som i 1310, da der var en hr. Kristian Thygesen som skænkede sit gods på Orten Mark til kannikerne i Ribe, for at de skulle læse messer for hans sjæls frelse – han udstedte på latin følgende gavebrev:
”Kristian kaldet Pez til alle, som ser dette brev – hilsen evendelig med gud – I skal vide, at alt mit gods, løst og fast i Orten Mark, har jeg skænket – skødet og givet til min årtid, der årligt skal holdes i Vor Frue Kirke i Ribe (Ribe Domkirke) af kannikerne sammesteds og bestyres af de førnævnte kanniker. Til vidnesbyrd herom har jeg ladet dette brev besegle med segl tilhørende den ærværdige fader herr Kristian, biskop af Ribe og Ribe Kapitel og mig selv. Givet i det herrens år 1310 – dagen for apostlene Filips og Jacobs dag (30. apr)”
Det ser dog ud som om, det ikke er et gods han har skænket men kun en bar mark.
I året 1580 bliver gården Orten forlenet til hospitalet i Varde, og det kunne tyde på, at der ikke har været kun en gård, men at der var tale om flere. Således ejede Mourids Podebusk (lensmand på Tranekær gods) en gård i orten idet han i 1583 tilbød denne gård i en byttehandel med kronen, sammen med et andet gods.
Det er vanskeligt helt at blive klar over, hvormange gårde der var, især fordi der som regel var 2 eller flere fæstere om de samme gårde. De havde hver deres del af bygninger og marker, men var fælles om brønd – maltkølle og bageovn.
En medfæster på en gård kaldtes en gårdmand, Man kan undres over en sådan ordning, og det kan da også gå galt. Således var der i 1647 3 kvinder i Orten som vidnede, at Oluf Eskesen var blevet overfaldet af sin gårdmand, Jørgen Christensen, med ukvemsord og trusler, og det er sandsynligvis også kommet til håndgribeligheder, idet Oluf Eskesen sigtede ham for overfald.
1654 havde fårehyrden været forsømmelig, han hed Christen Jensen og var født i Mejls. Han måtte betale Jep Persen i Orten1 sletdaler for den buk, som var blevet borte, ”da han forgangen sommer vogtede Ortens fæ.”
Der er således flere beviser på tilstedeværelsen af flere gårde i Orten by og Mark, ved matrikuleringen i 1688 var der 4 gårde på området.
1547 fik borgmester og råd i Varde efter gamle breve kongens stadsfæstelse på, at Ortenlunde mark altid skulle blive til Varde by og ”Varde bro dermed ved magt at holde”
Dette gælder Øster Orten, som i 1730 var en enkelt gård, den blev sandsynligvis delt i midten af dette århundrede da der optræder 2 fæstere Christian Jensen, med fripas fra Lindingbro fæstede den ene gård, medens Mads Nielsen Østergård fik den anden gård i fæste. De 2 gårde var fæstegårde under Varde Bro ved den nye matrikulering, og har antagelig været det til 1849, hvor bropengesystemet blev afskaffet.
Midtbyens gård hørte under Varde hospital. Da hospitalets indtægter var utilstrækkelige, forlenede kong Frederik den 2. på borgernes anmodning af 24. mar 1580 hospitalet med gården i Orten. Den blev delt omkring 1750 og i 1792 blev begge gårdene solgt og de blev købt af de daværende fæstere Christen Christensen Rotbøl og Christen Brun – gårdene er endni i 1961 i de 2 slægters eje. På en gård i Orten, der var udlagt som ryttergods var der katastrofestemning i misvækståret 1709, idet der ikke engang var så meget at høste, som man havde puttet i jorden.
Sessionen foreslår derfor, at gårdmændene eftergives 2 kvartaler skat, så de kunne få nogen kredit til indkøb af sædekorn. I 1718  var gården beboet af Jens Hansen og Peder Andersen. Den blev da købt af godsejer Ehrenfeldt for 312 rdl. Omkring 1750 blev den delt i 2 lige store gårde. De nye fæstere var Niels Hus og Niels Kjerregård, gårdene var fæstegårde under Lunderup eller Nørholm, som også ejede Lunderup indtil der var et stort bortsalg i 1861.
Orten Brugsforening var en tanke der blev til handling i 1930èrne, drivkraften var en Hans W. Pedersen som pressede rigtig meget på. Et møde med de drivende kræfter i Orten på Orten Skole 10. marts 1936 var startskuddet til realitetsforhandlingerne. Der blev fundet en grund ved Kirkebjerg som var velegnet til formålet. Der blev imidlertid lidt knaster i forløbet idet man ikke i første omgang kunne få nok medlemmer til at man skønnede det realistisk at starte forretningen.
Det ændrede man imidlertid mening om allerede senere på året og beslutningen om at bygge blev taget. Selve bygningen med nødvendige installationer kostede total 14.200 ecxl. Inventar.
Andelsbanken blev anmodet om et lån, men havde ganske enkelt ikke midler nok og derfor valgt valget på Varde Bank som formidler. Her blev der ydet et lån med en forrentning på 5,5 %.
Brugsen blev bygget således, at uddelerstillingen kunne opslåes til påbegyndelse pr. 1. juli 1937 og denne var med følgende betingelser:
Aflønning var knyttet til salg med fordeling: 6% af butiksvarer – gødning og foderstof 2,5% – trælast, cement, frø, kyllingefoder og brændsel 4% endvidere for formidling fra Påklædningsmagasinet i Varde 3%.
Derudover fik han 300 kr til lys og varme samt indpakning.
Uddeleren skulle svare for svind og tab med 5%, desuden skulle han stille en garanti på kr. 3000 og andre 3000 kr. ved sikker kaution.
Det gik strygende for den nye forretning og medlemstallet steg hurtigt til 70.
I 1964 blev alt grovvarehandel underlagt Vardeegnens Grovvareforening, og brugsen fik provision af salget.
Omkring midten af 60èrne begyndte problemerne for alvor at melde sig for de små brugsforeninger, som ganske enkelt ikke kunne skaffe omsætning nok til at fastholde en forrentningsgrundlag. Salget flyttede til de større byer, hvor udvalget var meget større og priserne lavere simpelthen p.g.a. større varegennemgang.
I 1969 kapitulerede foreningen og udmeldte sig af FDB for i stedet at tilslutte sig Ringkøbing Amts Vareindkøbsforening (RAV), men det blev en stakket frist for i 1975 blev forretningen lukket og solgt til de sidste uddelere, som så prøvede som selvstændige købmænd i en kort årrække.

 

 

Orten Teglværk som i mange år var Tinus Ølgod`s arbejdsplads blev i sin seneste udgave etableret som det ses på billedet herover af A/S Alfred Hansen, Hans Hansen og A. Ville på Magnus Frøsig`s gård. De købte arealet i 1945 og da de samtidig ejede Haltrup Teglværk som var håbløst gammeldags flyttede man produktionen til Orten.
I området omkring Orten var der enorme mængder af en rigtig god kvalitetsler, som var særdeles velegnet til murstensproduktion.
Der var i tidens løb blevet fundet og brugt så meget af den gode ler, så næsten hver anden gård i området kunne grave og soltørre håndformede mursten til byggeri.
Hvis man skulle ud og investere i sådanne materialer var prisen så høj, at det var svært at få økonomi til det, det vigtigste for bønderne på det tidspunkt og selvfølgelig også i dag, var at få et godt dyrehold, som kunne producere mælk, uld, kød og æg i tilstrækkelige mængder så det kunne underholde en familie.
Det har åbenbart været den foretagsomme godsejer på Nørholm A.C.Teilmann, som har inspireret til de mange teglværker og sat en masse i gang.
Han døde i 1790, men havde selv etableret en del teglværker og vist hvordan man kunne håndtere både ler og brænding.
Omkring Orten var der en centralbrændingsovn på Teglladegård (Langhedevej 24) som blev etableret ca. 1810-15 og der blev i de følgende år produceret en del.
Man skulle dog ind i 1900-tallet før der rigtig kom gang i produktionen igen.
Aktieselskabet drev i nogle år produktionen på Orten Teglværk, men i 1953 overtog Ville værket, han sparede dog for meget de forkerte stedet, bl.a. skulle den fede Orten-ler tyndes op med sand for at få den rigtige konsistens, og det var dyrt at transportere til Orten. Det resulterede i dårlige sten og teglprodukter, som kostede værket dyrt produktionen gik næsten i stå.
I 1964 skiftede teglværket igen ejer, den nye mand hed Langballe, og så kom der skred i sagerne.
Teglværket havde i perioder beskæftiget op til 20 mand, men ved overtagelsen var der kun 9 mand, som blev sat i gang med ombygning og modernisering af værket.
Gamle maskiner blev kasseret – og produktionssteder blev udvidet.
Først på dette tidspunkt blev der etableret maskiner til styring og formning af stenene således, at man kunne producere en ensartet kvalitet og gravemaskineriet blev også fornyet.                                                                                                                                                                                                                                  Man satsede på at kunne producere omkring 5 millioner sten om året, og samtidig kunne man producere dræningsrør af tegl i en høj kvalitet. Der blev forberedt en kapacitet som kunne udvides helt op  6-7 mill. Om året, så det var noget af en satsning. 
Ovnen var dog i en stand, som var fuldt anvendelig til de nye mål.
Dette blev en stor succes, man kunne i de følgende år udvide tørringskapacitet og der blev simpelthen solgt alt hvad der kunne produceres og Martinus Ølgod kørte ud over hele landet med deres produkter.
Der begyndte dog at blive mangel på rødler, og da det ikke umiddelbart var muligt at supplere i tilstrækkelige mængder opgav Langballe og solgte værket i 1975 til en mand ved navn Skak  fra Ølgod, han videresolgte dog hurtigt teglværket til sin svigersøn Niels P. Nielsen.
Det gik dog ikke så godt selv om kvaliteten stadig var god, byggekrisen der var på det tidspunkt, hvor lånerenten røg over 20% gjorde også ondt.
Så i 1982 gav man op og det hele røg på tvangsauktion.
K.L.Kristensen købte værket og brugte oplagspladsen til jordbrugskalk og herfra blev landmændene i en årrække forsynet.
Det var en periode i Ortens historie der så blev afsluttet, men mindet om de lidt flammede sten fra Orten Teglværk lever stadig i mange bygninger.                                                                                                                                                                                                                                                                                                 Uddrag fra Slægtsbogen”

Skriv et svar